20
Oktober
2022
|
10:30
Europe/Amsterdam

Mercedes-AMG klar med ekstra sportslige udgaver af den nye EQE SUV

Med helt op til 687 hestekræfter er den første fuldt elektriske fra performance-SUV fra Mercedes-AMG en sportslig, kraftfuld og effektiv allrounder.

I forbindelse med præsentationen af den nye Mercedes EQE SUV har Mercedes-AMG løftet sløret for en ekstra sportslig og kraftfuld udgave af den nye model, som er den første fuldt elektriske SUV fra performancemærket i Affalterbach. Og endnu en milepæl i fabrikkens elektriske strategi.

Fra 476 til 687 hestekræfter

Og der er faktisk hele to varianter fra start: EQE SUV 43 4MATIC og EQE SUV 53 4MATIC+ er ligesom AMG-versionerne af EQS og EQS SUV baseret på en teknologisk platform særligt udviklet til fuldt elektriske biler. Her har ingeniørerne fra Mercedes-AMG arbejdet videre med både dynamik og kræfter. To elektriske motorer driver modellerne via et firehjulstræk, som effektivt distribuerer momentet ved hjælp at et kraftfuldt batteri. Og netop effekten er skruet gevaldigt i vejret, hvilket naturligvis også gælder præstationerne.

Mercedes-AMG EQE SUV 43 4MATIC leverer 476 hestekræfter og et drejningsmoment på 858 Newtonmeter. Dette sørger for en accelerationstid fra 0-100 kilometer i timen på 4,3 sekunder og en tophastighed begrænset til 210 kilometer i timen. Rækkevidden er op til 488 kilometer (WLTP) på en fuld opladning.

Mercedes AMG EQE SUV 53 4MATIC+ leverer 626 hestekræfter og hele 950 Newtonmeter, og med AMG DYNAMIC PLUS pakken løftes ydelsen til maksimale 687 hestekræfter og 1.000 Newtonmeter – hvilket udløser en 0-100-tid på blot 3,5 sekunder og en tophastighed på 240 kilometer i timen. Her er rækkevidden op til 470 kilometer (WLTP).

Opgraderet og forfinet hos Mercedes-AMG

I begge varianter har de to elektriske motorer været i hænderne på specialisterne fra Mercedes-AMG, som har fintunet teknologien. For topmodellen EQE SUV 53 4MATIC+ gælder, at motorerne er markant opgraderet med blandt andet højere spændinger, hvilket tillader højere omdrejningshastigheder – og dermed endnu mere power.

Også teknologien bag firehjulstrækket, som kontinuerligt fordeler kræfterne mellem for- og bagakslerne afhængigt at køresituation, er trimmet hos Mercedes-AMG. Sammenlignet med et traditionelt mekanisk firehjulstræk kan det elektrisk kontrollerede system reagere langt hurtigere. Således tjekkes og justeres fordelingen af moment 160 gange i sekundet. Denne fordeling afhænger af det valgte køreprogram i AMG DYNAMIC DRIVE SELECT systemet – fra Slippery og Comfort til Sport og Sport+, hvor systemet sender forholdsvis flere kræfter til baghjulene for endnu mere dynamiske præstationer.

Sportslig dynamik er standard

De nye AMG-versioner af EQE SUV er desuden udstyret med luftundervognen AMG RIDE CONTROL+ med adaptive dæmpere samt AMG ACTIVE RIDE CONTROL med aktive krængningsstabilisatorer, hvilket skaber et bredt spektrum fra komfortabel langturskørsel til dynamisk kørsel med minimal krængning i sving. Standard er også aktiv baghjulsstyring med en styrevinkel på ni grader, som både sikrer minimal venderadius og smidighed i byen og samtidig tryg stabilitet ved overhalinger i høj fart.

Også softwaren til styringen af det 90,6 kilowattimer store lithium-batteri er specifikt programmeret til AMG versionerne, hvor mængden af kræfter, som løbende sendes gennem den elektriske drivlinje, afhænger af det valgte køreprogram. I Sport og Sport+ er fokus således på performance, mens Comfort handler om rækkevidde. Den maksimale power kan dog til hver en tid fremkaldes ved kick-down.

Uanset variant kan Mercedes-AMG EQE SUV lynlades med op til 170 kilowatt (DC), hvilket gør det muligt at nå op til 170 kilometer rækkevidde på 15 minutter. Standard er også en onboard-lader, som gør det muligt at lade fra offentlige ladestandere eller hjemmeladere med op til 11 kW (AC) – og med 22 kW som ekstraudstyr.

Visuelle AMG features

Visuelt er man ikke i tvivl om, at AMG versionerne af EQE SUV handler om performance. Begge varianter spottes blandt andet på den sorte Black Panel-front med lodrette lameller og ikke mindst AMG logoet, som erstatter den traditionelle Mercedes-Benz stjerne på fronthjelmen. DIGITAL LIGHT forlygter med en særlig AMG lysgrafik, når man åbner eller låser bilen, er også standard.

Dertil kommer den mere aggressive frontspoiler med større luftindtag i sort højglans samt sidespoilere, som sikrer en optimal luftstrøm omkring bilens front og hen langs siden. Skærmkanterne er lakeret i eksteriørfarven, mens den bageste diffuser også er let ændret og lakeret i sort højglans.

Den sportslige styling inkluderer også 21- eller 22-tommers AMG specifikke letmetalfælge i aerodynamisk optimeret design. Bag disse gemmer sig et opgraderet AMG bremsesystem med seksstemplede kalibre og 415 millimeter store skiver på forhjulene, mens kulfiberkeramiske bremser er muligt som tilvalg.

Motorsportsstemning i kabinen

Interiøret sætter ligeledes en frisk stemning med dybe sportssæder med særlig AMG grafik i ARTICO læder med MICROCUT mikrofiber og røde syninger samt AMG Performante sportsrattet i nappalæder med den karakteristiske flade bund, de perforerede greb og sølvfarve paddles til skift mellem de forskellige rekuperationsniveauer. MBUX systemet byder desuden på en særlig AMG grafik.

Den nye Mercedes-AMG EQE SUV ventes til Danmark i sommeren 2023.

Del denne udgivelse