09
Februar
2024
|
12:48
Europe/Amsterdam

Den nye Mercedes-Benz CLE Cabriolet kan nu bestilles

Mercedes-Benz løfter nu sløret for cabriolet-udgaven af nyheden, CLE. Køreturen under åben himmel føles både komfortabel og sportslig på baggrund af de elektrificerede motorer og fuldendes af omfattende standardudstyr.

Med CLE Cabriolet holder Mercedes-Benz en lang tradition for åbne modeller med fire sædepladser i hævd. Som selvsamme tradition foreskriver, byder bilen både på udtryksfuldt design, intelligent teknologi og højt niveau af standardudstyr. Nok er CLE Cabriolet baseret på den sportslige CLE Coupé, men den er uden tvivl sin egen.

Forlæng sommeren uden kaleche

Når vi må se i øjnene, at det danske vejr ikke altid viser sig fra den bedste side, så er det godt, at CLE Cabriolet hjælper med at forlænge sommerfornemmelserne. Med den elektriske AIRCAP ledes vinden elegant rundt om fører og passagerer i bilen, mens AIRSCARF sørger for en lind strøm af lun luft i nakken. Tilsammen gør systemerne køreturene uden tag til en leg, selvom det ikke er højsommer.

Når vejret alligevel ikke egner sig, sørger den akustiske kaleche for, at CLE Cabriolet kan udmærke sig året rundt. Her er nemlig både tænkt temperatur og støjreduktion ind i designet, og taget kan slås op eller ned på 20 sekunder ved hastigheder på op til 60 km/t. For første gang er denne mekanisme udelukkende elektrisk, hvilket gør processen endnu mere lydløs.

En klasse for sig selv

Den 12,3 tommer fuldt digitale instrumentering og den 11,9 tommer store infotainmentskærm agerer øjenfangere i kabinen. Sidstnævnte kan drejes elektrisk fra 15 til 40 grader for at undgå solens skær ved kørsel med taget nede. Og for at undgå at sæderne bliver for varme af solens stråler, er de udstyret med en speciel belægning, som reflekterer solens nær-infrarøde stråler. Det gør, at sæderne holder sig 12 grader køligere i direkte sollys, end de ellers ville.

Masser plads og teknologi

Som den største cabriolet i mellemstørrelse-segmentet tilbyder CLE Cabriolet højt niveau af komfort for alle fire. Specielt får passagerne bagtil gavn af de ekstra 25 mm på akselafstanden, ekstra 72 mm knæplads og 19 mm mere bredde over skuldrene sammenlignet med C-Klasse Cabriolet.

Den tredje generation af MBUX-systemet tillader tredjeparts-applikationer som fx TikTok, Zoom eller Audials, der tilbyder internetradio og podcasts. Derudover kan brugerne bygge egne ”rutiner” og slå forskellige indstillinger sammen til specifikke situationer. Fx kan ”Kolde dage” afspejles i kabinelys, sædevarme og musik.

Motorer

Alle motorer er såkaldte ”milde hybrider”, som har en integreret starter-generator og et 48-volt elektrisk system indbygget. Hvis man vælger en af de to benzin-modeller, får man automatisk AMG design-pakken med, som tilføjer endnu flere æstetiske detaljer og understreger de på samme tid sportslige og elegante linjer.

Priserne begynder ved 944.900 kroner for CLE 220 d og ved 1.256.900 kroner for den 6-cylindrede CLE 450 4MATIC. Bilerne kan bestilles hos landets Mercedes-Benz forhandlere allerede i dag, og de første biler forventes at ankomme til Danmark til maj.

  

CLE 220 d

CLE 300 4MATIC

CLE 450 4MATIC

Motorstørrelse

cc

1,993

1,999

2,999

Hestekræfter

hk

197

258

381

Ekstra power boost

hk

23

23

23

Drejningsmoment

Nm

440

400

500

Ekstra boost af moment

Nm

205

205

205

Acceleration 0-100 km/t

s

7.9

6.6

4.7

Topfart

Km/t

234

250

250

Læs den fulde pressemeddelelser her (ENG).