Mercedes-Benz Danmark, København,
02
Juni
2023
|
11:15
Europe/Amsterdam

Mercedes-Benz Vans sætter kursen for en elektrisk fremtid med VAN.EA

Fra 2026 vil alle nye vans fra Mercedes-Benz være baseret på én enkelt skalerbar platform, udviklet fra bunden til fuldt elektriske biler.

Mercedes-Benz Vans har positioneret sig stærkt på markedet for elektriske varebiler, og med mere end 40.000 leverede enheder har premiummærket opnået en markedsandel på mere end 20 procent i Europa, når det gælder mid-size- og large-vans.

Dette er dog kun begyndelsen på en fremtid, hvor alle varebiler fra Mercedes-Benz vil være fuldt elektriske. Fra 2026 vil alle nyudviklede modeller fra Mercedes-Benz Vans nemlig være baseret på én enkelt innovativ og skalerbar arkitektur, kaldet VAN.EA – en forkortelse for Van Electric Architecture ­– udviklet fra bunden til fuldt elektriske biler.

Foruden at kunne tilbyde kunderne på varebilsmarkedet smartere og mere fleksible elektriske muligheder, vil den nye platformsstrategi reducere kompleksiteten i programmet af elektriske modeller samtidig med, at der vil opnås betydelige stordriftsfordele i produktionen.

Mindre komplekst modelprogram

Med VAN.EA er det ambitionen at reducere porteføljen af modeller sammenlignet med traditionelle varebiler med forbrændingsmotor. Det mere overskuelige program vil dog fortsat dække de samme kundebehov som hidtil – et karakteristika, som altid har kendetegnet det brede og fleksible program af varebiler fra Mercedes-Benz.

“Med VAN.EA, som vi introducerer i 2026, bliver vi i stand til at konsolidere vores varebiler i mid-size- og large-segmentet i én enkelt skalerbar platform, hvilket reducerer kompleksiteten af vores samlede portefølje og styrker udviklingen af produktionen af fremtidens elektriske varebiler. Den nye platformsstrategi er en vigtig milepæl i rejsen mod en fuldt elektrisk fremtid, hvor smarte og intelligente løsninger og endnu mere fleksible produkter vil komme vores kunder til gode,” lyder det fra salgschef hos Mercedes-Benz Vans Danmark, Louise Klink Raaschou.

Med VAN.EA fokuserer Mercedes-Benz Vans på effektivitet i alle aspekter, hvilket foruden selve drivlinjen også omfatter områder som aerodynamik, dæk og chassis. Målet er at opnå længere rækkevidde og optimal batterikapacitet kombineret med et klart fokus på vægt og driftsomkostninger.

Bygger på tre moduler

VAN.EA består af tre moduler, som tilsammen gør det muligt at skabe forskellige udgaver af varebilerne. Det forreste modul består af en elektrisk motor samt forakslen. Det midterste modul bestemmer bilens længde og rummer den standardiserede batterikasse, som gør plads til batterier med forskellige kapaciteter. Det tredje og bageste modul vil være tilgængeligt i to versioner: Med elmotor til de firehjulstrukne varianter af VAN.EA og uden elmotor til de forhjulstrukne varianter.

Takket være kombinationen af disse tre moduler giver VAN.EA mulighed for et endnu mere fleksibelt modelprogram, en mere tydelig differentiering mellem modeller til kommercielt og privat brug samt maksimal synergi.

Del denne udgivelse

Mercedes-Benz Danmark A/S

Mercedes-Benz Danmark A/S er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark, og er en del af den globale bilkoncern Mercedes-Benz AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder. Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser. Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 350 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.